MAN-FRE9:00 - 18:00
SØNDAG9:00 - 15:00

KUNDESERVICE

 70129999

Nyheder


 

Odense, den 29. maj 2019

Kokkens Hverdagsmad tilbagekalder millionbøf fra måltidskasse leveret den 26. og 27. maj

Kokkens Hverdagsmad tilbagekalder millionbøf i måltidskasse leveret den 26. og 27. maj 2019. Kunder, der stadigvæk har retten stående, opfordres til at kassere den. Alle kunder er informeret via e-mail, SMS og sociale medier.

Tilbagekaldelsen skyldes, at der er sket en fejl ved nedkølingen af retten, der har medført en bakterieudvikling, som giver risiko for maveinfektion, hvis man spiser den.

Tilbagekaldelsen vedrører ikke de øvrige retter i måltidskassen.

Kokkens Hverdagsmad undskylder

”Vi har begået en fejl ved nedkølingen af denne ret, som betyder, at der er risiko for at få en maveinfektion, hvis man spiser den. Vi kontaktede alle vores kunder og Fødevarestyrelsen, så snart vi fik mistanke om, at der kunne være et problem. Jeg er meget ked af det, der er sket, og vil gerne sige undskyld til alle berørte kunder. Vi har været meget glade for den Elite Smiley, vi har haft de seneste mange år og vil gøre alt for at få den hurtigt tilbage,” siger CEO hos Kokkens Hverdagsmad, Mikkel Lohmann Davidsen.

Automatiserer temperaturkontrol

”I samarbejde med Fødevarestyrelsen har vi i dag gennemgået procedurerne for nedkøling af vores retter. I forlængelse heraf justerer vi vores arbejdsmetoder og indfører yderligere temperaturkontroller, som vi automatiserer og logger løbende, så vi minimerer risikoen for menneskelige fejl. Vi har altid haft fokus på en høj fødevaresikkerhed og kvaliteten i vores arbejde. Derfor accepterer vi de sanktioner, som Fødevarestyrelsen har pålagt os i den her sag,” siger Mikkel Lohmann Davidsen.

Hvad skal man gøre, hvis man har indtaget retten?

Hvis man har spist millionbøffen, er der risiko for, at man får en maveinfektion. Hos sunde og raske personer burde infektionen gå over igen efter et døgns tid. Hvis generne fortsætter, eller man i forvejen har et nedsat immunforsvar, anbefaler vi, at man søger læge.

Langt de fleste kunder har ikke oplevet symptomer på maveforgiftning. Hvis man ikke er blevet syg inden for 8 til 12 timer efter, at man har spist retten, kan man tage det roligt, for så har der ikke været noget i vejen med netop den ret.

Fakta:

  • Antal portioner produceret: 8.924
  • Kendte tilfælde af maveinfektion: 268*
    (*opdateret juli 2019)

 

 

 

Copyright – Kokkens Hverdagsmad – en naturlig del af Catering Danmark